Blog

Af Signe Pedersen
Tidligere professionel håndboldspiller 
Nu maratonløber, uddannet journalist og skribent for Running26

Når det kommer til stykket, er det kun op til dig selv. Når du passerer 35 km-skiltet på maratonruten, og når du en mørk januarmorgen trækker i løbetøjet for at få overstået programmets 10 km’er, er det i sidste ende op til dig selv, om du gør det eller ej. Eneste konsekvens ved at springe over er, at formen dykker og målsætningerne må reduceres.

Sådan er livet som motionsløber, men det har ikke altid været virkeligheden i mit “træningsliv.” Med en fortid som professionel håndboldspiller har jeg været vant til for det første at have nogle holdkammerater, der ventede på mig i hallen, for det andet at have en træner, der svingede pisken, og for det tredje at være motiveret af mine egne, holdets og klubbens sportslige ambitioner og løn. 

Da jeg for et par år siden lagde håndbolden på hylden, kastede jeg mig ydmyg over langdistanceløb. Ydmyg, fordi jeg indtil da aldrig havde løbet 10 km i træk, eftersom løbetræningen med håndboldholdet primært bestod af intervaller, og fordi sporten har kostet mig tre operationer i fod og knæ. Ikke umiddelbart optimale ben til løb.

Men da jeg i 2007 var i Berlin for at heppe kæresten igennem Brandenburger Tor, tænkte jeg ikke på skavanker. Jeg var solgt. Mangfoldigheden, kampen, glæden, smerten og stemningen gav indtryk. Det skulle jeg også igennem.

Jeg googlede mig til et træningsprogram på nettet og begyndte den uvante løbetræning på landeveje og i parker. Første mål var 10 km, så 15 og halvmaraton. Bentøjet klarede turene overraskende godt, og i september 2008 stod jeg ved startlinjen i Berlin, klar til den ultimative løbeudfordring: 42,195 km.

What a feeling!!! Trods hård styrketræning, udmattende kampe, anstrengende genoptræningsprogrammer og genoprejsning efter nederlag har jeg aldrig prøvet noget lignende. Oplevelsen af at finde og hente kræfter og resurser, man ikke vidste, eksisterede. At være i stand til at fortsætte selvom en stemme i hovedet skriger stop. At løbe et maraton er en utrolig oplevelse for kroppen og psyken, og det er egentlig meget rart at vide, man er i stand til meget mere, end man tror. Det er “bare” op til en selv at finde kræfterne frem. Man kan suge stemningen og opbakningen fra tilskuerne til sig, men i sidste ende er det op til én selv, om man fortsætter eller stopper. Det er jo også flot at løbe 30 km, som en god ven sagde til mig - velmenende... men helt ærligt!

Min sidste håndboldtræner var Anja Andersen, og hun talte meget og ofte om at overvinde sig selv og finde styrke i sig selv. Jeg har efter min maratondebut foreslået hende at sende spillerne ud på 42 km. Det tvinger enhver til at overvinde sig selv og til at finde styrke, når man ikke tror, der er mere at komme efter.

Heldigvis behøver man ikke være helt alene med sine løbeture. Gennem Running 26 er der mulighed for at få lagt individuelle programmer, træne med andre og få vejledning i alt fra kost til udstyr og skader. Running 26 holder dig i hånden hele vejen frem til startlinjen