Blog

Af Bjarke Kobberø

Overskriften kunne lige så godt have været “Copperisland goes Flintstone”, som er den venlige tangsvinger Martin Kreutzer arbejdstitel for den seneste del af mit lille eksperiment. Dette omfatter hvad jeg kaster i dunken. Jeps, ernæringen skal da også have et skud.

Mageligheden er i den grad røget fløjten. Første antikomfortable oplevelse var mødet med førnævnte tang, et pragtfuldt stykke stålværktøj, som vores kære ernæringsbøddel synes at nære en særlig forkærlighed til. Målingen viste noget i retning af 14% fedt på mit korpus. Kreutzer siger at jeg er fed, min mor ville nok bare mene at jeg har tykke knogler. Jeg selv er fint tilfreds, det virker til at fungere ganske ok. Meeen i et præstationsøjemed er der jo nok mest at hente ved at hælde mod Hr. Kreutzer, da jeg ikke skulle mene at tykke knogler nødvendigvis er fremmende for maratonløb.

Nå, jeg har tidligere været igennem møllen hvor kiloene blev skrællet af, så det skulle ikke være målet denne gang. Vi skal jo prøve noget nyt. Oplægget var derfor om der kunne gøres noget på ernæringsfronten, der vil booste mit maratonløb på anden vis end ved at fjerne overflødig ballast. Man må tage hatten af for Kreutzer, han har altid nye godter i posen. Denne gang noget med det lettere kryptiske navn Paleo. Jeg vil ikke kaste mig ud i en længere udredning, men kimen i herligheden skulle være at have en fordeling af den energi der indtages, der matcher kroppens naturlige forbrændingsmønster. Farvel til de gængse retningslinjer, halløj til en kostplan barberet godt tynd for kulhydrat. Målet er at en langt større del af energien skal komme fra protein og fedt, for at tune kroppen over mod en større fedtforbrænding. Denne skulle dermed styrkes, hvilket igen, sammen med træning i denne tilstand, skulle booste maraton-evnerne, der i høj grad er bestemt af, hvor god man er til at danne energi fra fedtforbrænding.

Gnasket ind til benet er kimen at man ved denne ernæringsform æder kød, frugt og grønt, da det var sådan vores stenaldervenner Fred Flintstone og Co ernærede sig. Farvel til al stivelse i form af pasta, brød, ris, gryn etc. Jeg skal hilse og sige, at det er hårdt arbejde. Sådan et måltid med et halvt dødt dyr og et bjerg af grøntsager gør mig virkelig træt af at tygge. Men som det kvikt blev bemærket på kontoret forklarer det selvfølgelig, hvorfor stenalderfolket var så bredkæbede. Blot så I er advaret om at mit kæbeparti muligvis er transformeret næste gang vi mødes.

Det taler dog i den grad til min maskulinitet at skulle leve af bøf – og man må jo sige at det virkede for Contador. Der er dog en enkelt hage ved det. Ud over at give brede kæber har det også en effekt på tarmflora og deraf afledte begivenheder, jeg vil spare jer for detaljerne omkring. Lad mig blot konstatere, at vi har fået en konkurrent til det svedige tøj, jeg tidligere beskrev, i kampen om hvad der gør mig mest populær hos mine omgivelser. Muligvis en alternativ forklaring på hvorfor konkurrenterne ikke har ønsket at følge lige efter Contador, når der er givet gas (hø hø) i bjergene?

Én ting nager mig dog stadig, når nu jeg skal leve som en stenaldermand; havde man mørk chokolade dengang? Trods intensive studier er det endnu ikke lykkes mig at finde bevis. Der er en Yankie Bar til den, der skaffer det. Heldigvis havde de vist heller ikke levertran.

Ikke desto mindre skal det dog siges at jeg har fået en Paleo Performance variant, hvor mørk chokolade indgår, ligesom jeg naturligvis ikke slipper den friske start på dagen en sund skefuld levertran giver. Ligeledes er det godkendt at spise brød efter træning, da kroppen vil kunne benytte kulhydraterne hensigtsmæssigt her. Sådan en dåse makrel er bare nemmere at få ned akkompagneret af lidt brød.

Jeg vender stærkt tilbage med flere refleksioner, når jeg har leget stenaldermand lidt længere tid, ikke mindst i relation til effekten på selve løbetræningen. Første indspark må være, at det er lidt bøvlet at løbe rundt med en stor trækølle i hånden (dog svært handy når hundene kommer for tæt på).