Blog

Af Catrine Engelgreen

 

”Nok om snakken – få din røv op af bakken!”

Det var blevet onsdag – kun 2 dage efter min 2. træning med Telia om mandagen. Her var jeg kærligt men dog sikkert og med bestemt mine blevet presset via forskellige fartlege og konkurrencer sammen med de andre løbere på holdet, som Running26 træner hver mandag eftermiddag. Mandagens træning havde sat sine spor i min krop. Den var øm! Det knirkede lidt hver gang, jeg måtte vende mig i sengen natten mellem tirsdag og onsdag – altså ikke fordi sengen var gammel, men mere fordi mit interne system er pænt rustent!

Det gjorde jo ikke ligefrem ondt – det var en ømhed – den ømhed man mærker, når kroppen er blevet brugt og faktisk må jeg indrømme, at det føltes helt godt at kunne mærke min krop på denne måde og vide, at ”Jeg er i gang igen!”

Onsdag skulle jeg ud at løbe igen – det var i hvert fald planen. Her skulle jeg for første gang løbe med ClubRunning26, som træner i Bernstorffsparken hver onsdag. Jeg havde planlagt det, pakket mit tøj og sko i en taske og ALLIGEVEL begyndte min hjerne allerede fra morgenstunden at tale mig fra det!!

Den indre diskussion!

”Du er da for træt til at løbe … du sov jo dårligt i nat … det er nok bedre, at du lader vær – og løber en tur alene, når du kommer hjem!” (hvilket HELT sikkert ikke ville være sket!) ”Du kan risikere at blive så svimmel, at du besvimer – det er nok ikke sundt for dig at løbe med”

UTROLIGT som min hjerne kunne modarbejde min beslutning – og jeg var helt træt af den indre dialog, som dagen igennem prægede min interne harddisk. Jeg var ærlig talt bange for at skulle løbe med ClubRunning26. Hvorfor egentlig det? Jo jeg vidste, at mange af løberne på holdet var det, der i min verden hedder ”hurtigløbere” og bare ved tanken om, at jeg der skulle løbe bagerst og være til grin fik mig til at ville give op helt uden at være begyndt. Jeg fik flash-backs til mine idrætstimer i folkeskolen, som var en PEST for mig – fordi jeg aldrig følte mig god nok til noget som helst. Det var altid mig, der blev valgt sidst, når der skulle stilles hold til diverse fysiske udfordringer, fordi ALLE vidste og havde set, hvor langsom jeg var.

”Nok om snakken – få din røv op af bakken”

Min gode kollega og træneren for ClubRunning26 Anders Løvgreen sagde ikke direkte ovenstående ord… men det var helt sikkert det, han mente, da jeg luftede for ham, at jeg ville springe fra træningen. ”Du SKAL med Catrine!” sagde han med stor bestemthed i stemmen – og så stoppede jeg faktisk på mirakuløs vis med at diskutere med mig selv.

Senere på dagen så man så mig løbe som bagtrop på holdet – godt tung i røven, når vi skulle træne op af bakkerne i skoven. Der var fartlege indlagt og jeg var ikke det hurtigste dyr i skoven J - MEN jeg oplevede en utrolig hjælpsom og støttende opbakning fra de andre løbere… selvom jeg var den sidste og pænt langsom, så blev jeg taget kærligt imod og støttet, når jeg med blåviolette kinder og pivende lunger slæbte min ”jeg har drukket 2 latte på sødmælk hele vinteren”-røv ud over bakkerne!

OVERSKUD, ENERGI og SELVTILLID var det jeg havde bagefter – YES I DID IT!

Hvad får dig til at stoppe snakken og komme ud over bakken? Hvem kan støtte dig i din plan?