Blog

Af Bjarke Kobberø

Lad os lægge ud med det oplagte; glædeligt nytår derude! Jeg håber at du er kommet ind i det med højt humør, masser af træningsmotivation og ikke mindst tilstrækkeligt med lemmer i behold til at kunne fortsætte træningen uproblematisk.

Det er jeg. 2012 bliver et fantastisk år. Et kig i krystalkuglen viser jo som tidligere nedgriflet at der vanker et maraton i London til april, og en Ironman i København til august. Udover disse to fastlagte milepæle skal der nok blive drysset en masse lækker krymmel over kagen med delmål og anden spas.

Mange bruger årsskiftet til at sætte sig en masse nytårsforsæt. NU skal det være, jeg skal klare dit og dat i det nye år, og så bliver der ellers lagt storstilede planer til iværksættelse 1. januar – nej, 2. januar, skal lige have tømmermændene klaret uden dårlig samvittighed, selvfølgelig. Det synes jeg dybest set er noget pjat. Hvorfor er et årsskifte nødvendigt for pludselig at sætte sejl i alverdens ting, hvor en del højst sandsynligt drukner i mængden, eller bare aldrig rigtig bliver søsat?

Det gælder i langt højere grad om at anskue træningen, eller hvad man nu bebyrder sit storslåede strategiske sind med, som én lang proces, der består af en lang række faser. Det gælder om hele tiden at udfordre sig selv, sætte nye mål, og sørge for at der er den rigtige balance mellem antallet og størrelsen af disse. Lad os være ærlige, vores (den mandlige?) hjerne kan ikke kapere alt for mange ting på én gang – selvom jeg da med mange års træning har opbygget en unik evne til at spise og se tv samtidig. Jeg tror derfor ikke det er særlig optimalt eller det, der sikrer den laaaangvarige træningsglæde og progression, at ville alt på én gang (bortset fra det der med at se sport og spise samtidig, selvfølgelig). Tag de langsigtede briller på, og få lagt en plan, hvor du har tålmodighed, og med snusfornuft og stor iver sætter kursen mod mål, du kan mærke kilder rigtigt i maven.

Det ultimative mål må være at kunne være fysisk aktiv mange, mange år i endnu, i én lang proces, og ikke blomstre op i uge 1 hvert år og så ellers ride den vanlige rutschebane året ud. Jeg stødte forleden på et fantastisk begreb; at være langtidsfrisk. Det må egentlig være det ultimative mål, og det vi alle bør stræbe efter. Hvordan vi kommer derhen er individuelt, med rigtig mange faktorer i spil. Der vindes hele tiden nye erfaringer, og hver uge er noget nyt, med nye udfordringer der skal besejres. Det er sådan vi vokser (altså ikke sådan rent korporligt – med mindre man virkelig brillerer indenfor kombination sofa, mad og sport i tv).

Jeg klør derfor ufortrødent på, og finder nu mig selv i en fase hvor jeg vil løfte min træning ved at sætte det lidt mere i system og gøre det en tand mere målrettet, så det ikke kun drejer sig om hvor meget jeg kan træne, men i højere grad også sammensætningen.

Jeg fik lukket året fornuftigt af træningsmæssigt, med en del løb og lidt spinding henover jul og nytår. Vigtigst af alt er dog at jeg sidder i skrivende stund og glæder mig helt vildt til at bygge videre på min træning fra 2011 i det nye år, at udfordre mig selv på nye måder og fortsætte den progression jeg har gennemløbet de seneste år.