Kristian Uhd Jepsen - Direktør og Partner
Hvis man kan få løb ind med modermælken, må det være sket for Kristian Uhd Jepsen, der er søn af et sæt meget ivrige løbere.
Kristian kom også hurtigt i gang, og han var en meget talentfuld ungdomsløber med flere flotte sejre og rekorder i scrapbogen. Men både racer- og mountainbikes trak også i Kristian, der også er en dygtig mountainbiker og duathlet.
Hans arbejdsliv har også handlet om løb og idræt, siden han tog en bachelor i idræt på Københavns Universitet. Han har med succes trænet mange gode løbere, og har på denne konto masser af nationale mesterskaber på meritlisten.
Men det er ikke kun eliten, Kristians hjerte banker for. Det banker for alle dem, der vil bevæge sig – og som vil blive bedre til det. Derfor træner han også nybegyndere og motionister med en forbilledlig entusiasme.
I dag driver han sin egen specialbutik for løbere i Hellebæk, mens Running26 for ham er opfyldelsen af en mangeårig drøm om at bruge løb til at skabe relationer mellem mange mennesker.
Kristians ægte glæde ved at se andre få succes og opnå resultater kan få de fleste til at bide tænderne sammen, når det gør allermest ondt. Nærmest bare for hans skyld. Det er bare en af de ting, der gør et Running26-forløb til en helt speciel og stærk oplevelse.

