Nyheder
Henrik Them - løb den hele vejen hjem!
Henrik Them – løb den hele vejen hjem!
1.06.06 var tiden som Henrik tilbagelagde halvmaraton distancen på de 21,1 km med sidste weekend ved DM i Århus. En suveræn og overlegen præstation af en mand, hvis dedikation til løb, vi mærker i fulde drag hos Running26. Tillykke Henrik med titlen som Danmarks Mester på halvmaraton.
Det hele startede fra Viby stadion, hvorefter løberne sprang gennem Århus’ smukke gader. Smilets by bliver Århus kaldt – og der var fin opbakning hele vejen rundt, inden løberne sluttede deres tur på Viby stadion med Henrik som den første til at løbe over målstregen og kunne hejse armene i sejrens rus.
Men Henrik Thems rejse startede lang tid før det. For hvordan træner man sig egentlig op til at kunne løbe 21,1 km på blot 1.06.06 minutter?
Dedikation og passion
”Jeg vil ikke gå på kompromis!”, udtaler Henrik omkring sin dedikation til løbet. Ned til mindste detalje er løbet planlagt og tilrettelagt. Hvordan skal væsken indtages undervejs? Hvilke sko passer bedst til løbestilen? Og hvad siger jeg til mig selv, når det bliver hårdt på vejen. Intet er tilfældigt. Passionen for at løbe og yde sit optimale har Henrik Them haft og dyrket i mange år. Det er også sådan, vi kender ham som træner for Running26. Når Henrik går ind for noget – så er det HELHJERTET!
Ro til at gro!
Lige præcis hjertet har været Henriks store udfordring i optræningen til at blive Danmarks hurtigste løber på halvmaraton distancen. I vinters fik han nemlig konstateret en medført hjertefejl og blev af lægerne frarådet at løbe. ”Jeg så hele min karriere skride foran mig – og det krævede et stort mentalt arbejde at acceptere, at min krop var dårlig og give mig selv den nødvendige tid for at komme tilbage!” Henrik mærkede for første gang en ukendt følelse i forhold til løbet – nemlig angsten for at løbe.
Ingen hokus pokus – det handler om fokus
”Jeg lavede en masse mentale øvelser for at få et positivt fokus og blive ved med at tro på, at jeg kunne komme tilbage”, siger Henrik, der beskriver følelsen efter igen at kunne kalde sig dansk mester som ”en stor sejr over mig selv”. 1. februar i år fik han af lægerne grønt lys for at løbe igen og lagde derefter en plan for rent fysisk at komme tilbage i topform. Det er denne topform kombineret med Henriks seje træk i det mentale hjemmearbejde, der nu gør, at han kan kalde sig Danmarksmester på distancen 21,1 km!
Store sportslige ambitioner
Henriks næste mål er Berlin Maraton d. 25. september 2011. Det er hans første maratonløb og derfor har hr. Thempo lavet et ”realistisk” mål for turen. ”Målet er først og fremmest at få et godt løb og en tid under 2.20 – jeg skal jo faktisk først ud og mærke efter, om jeg er maratonløber”, siger Henrik, der glæder sig til turen i den tyske hovedstad. Målet han jagter på sigt er en tid under 2.17, hvilket vil være lig med en billet til de Olympiske Lege i London.. Vi kan fra Running26 kun sige: HIGH-FIVE Henrik – tillykke og held & lykke. Du har vores fulde opbakning, og vi er fulde af beundring!

