Nyheder
Fysioterapeut Kenneth Munk endnu skarpere!
I Running26 har vi fokus på løb og i den forbindelse også på løbeskader. Derfor er det vigtigt for os, at vores medarbejdere kan give den bedst mulige vejledning og rådgivning inden for området.
Knæ- og ankelskader på La Santa Sport
I første uge af oktober måned var Kenneth på et interessant og udbytterigt kursusforløb på La Santa Sport med FFI for på sigt at blive certificeret idrætsfysioterapeut. Kurset omhandlede specifikt behandlingstilgang til knæ- og ankelskader.
Omkring 80% af de patienter, som Kenneth ser til hverdag, er folk med løberelaterede skader i ankler og knæ. Af den grund havde kurset stor relevans for Kenneth og ikke mindst for hans patienter fremadrettet i klinikken.
Udover tests og behandlingstiltag til ben- og fodskader var der stor fokus på klinisk diagnosticering, hvilket uden tvivl har gjort Kenneth endnu mere skarp i forhold til at nå ind til kernen af sine patienters skadesproblematikker.
”Med på beatet” indenfor den seneste forskning af behandling og genoptræning af seneskader
Den 14. oktober deltog Kenneth i en konference med fokus på de nyeste trænings- og behandlingstiltag inden for behandling af seneskader. Man har i lang tid behandlet seneskader med excentriske øvelser. Den behandlingsteknik er stadig holdbar, men den seneste forskning viser, at højere belastning på senerne i genoptræningsperioden giver bedre resultater. Denne viden ligger Kenneth nu inde med, og han har fået implementeret den nye behandlingsteknik i behandlingen af vores kunder.
Herudover fik Kenneth og kursisterne et indblik i et nyt behandlingsindgreb, HVI (High Volume Injection). I sin enkelthed går indgrebet ud på at sprøjte en masse væske ind omkring den irriterede sene, hvorved eventuelle blodkar og nervetråde, der grundet skaden er vokset ind i senen, går i stykker. Derved bliver senen smertefri. Det betyder efterfølgende, at man kan gå direkte i gang med genoptræningen.
Både kursusforløbet og konferencen har været med til at dygtiggøre Kenneth inden for behandling af idrætsrelaterede skader. Han har i den grad fået skærpet sine kompetencer inden for behandling af de klassiske løbeskader som ”løberknæ”, ”springerknæ”, achillessene- og svangseneproblematikker mm.
På ægte Running26 manér får Kenneth en stor ”HIGH FIVE”!

