Nyheder
Gjensidiges gæve maraton-kæmper
I Running26 gør vi vores yderste for at tage højde for alle faktorer, når vi præsenterer nye deltagere for vores træningsforløb. Således fik også Gjensidiges særligt udvalgte hold i starten af november 2009 en – troede vi – grundig gennemgang af, hvad de kunne vente sig af udfordringer frem mod deres hovedmål, Boston Marathon.
Små syv måneder senere må vi tilbageskuende erkende, at vi ikke fik det hele med. Vi glemte at nævne, at den primære del af træningen skulle foregå under den værste isvinter i årtier. Sådan kan det gå. Men derudover sprang vi i november over, at et islandsk vulkanudbrud ville sætte en effektiv – om end heldigvis kun midlertidig - stopper for drømmen om Boston, i allersidste øjeblik endda. Beklager, den missede vi også.
Heldigvis skulle der mere til at stoppe holdet bestående af ultraseje erhvervsmænd og –kvinder. De folk har stået det hele igennem på fantastisk vis, og i søndags nåede anstrengelserne en foreløbig kulmination ved Nykredit Copenhagen Marathon. Og lad det være sagt helt tydeligt: Hos Running26 er vi simpelthen helt og aldeles fladt på maven imponerede over, hvor flot ’vores’ Gjendsidige-hold kom igennem løbet. Personlige rekorder, sønderbombede målsætningstider og imponerende debuter udgjorde bundlinjerne for flertallet af deltagerne. Andre havde håbet at løbe endnu hurtigere og en enkelt måtte udgå med influenza – men sådan er maraton-distancen også, den giver bestemt ikke ved dørene.
På borsen.dk er de enkelte deltageres resultater beskrevet og brug også en stund på at læse de begejstrede og rørende opdateringer af løbedagbøgerne, som deltagerne har uploadet som reaktion på løbet. Det er herlig læsning.
Copenhagen Marathon som løbsmål kom jo i stand som substitut for Boston, og ud over at byde på fem ugers ekstra træning har det krævet en enorm mental omstilling at vende skuffelsen over det aflyste Boston til fornyet fokus på København. Fra hele Running26 skal der lyde taktfaste klapsalver og et kæmpe tillykke til holdet med de flotte resultater. Vi glæder os umådeligt til fortsættelsen, når kursen senere på året sættes mod Boston Marathon 2011.
